Fra Brugsforening til gedemark(ed)

Kommentarer lukket til Fra Brugsforening til gedemark(ed)

nyhåbsvej-13_2013-2910-4Nyhåbsvej 13 var engang adressen for Brugsforeningen i Hørdum, men efter bygningen blev revet ned, er der flyttet en flok geder ind på adressen, som går fornøjede rundt og skaber god stemning. Det er i dag en tradition for børnefamilier at cykle en aftentur forbi Nyhåbsvej 13 med brød til gederne, der ved lyden af raslende poser straks kommer springende hen til hegnet. Dagplejerne i Hørdum bruger også stedet som udflugtsmål med børnene, og der er opstillet et bord med bænke så man kan sidde og spise sin madpakke mens gederne forventningsfulde venter på rester.

Stedet drives i skøn forening mellem Hørdum Håndværker- og Borgerforening, som holder fortovet med snerydning osv. og Jens Peter, en lokal landmand, som ejer gederne og sørger for pasning og pleje. En nabo leverer vand til dyrene. Gederne går bag et el-hegn som Thisted kommune har betalt og Borgerforeningen sat op. Midtthy El i Koldby sponsorerede tilslutningen til elnettet og elselskabet Thy-Mors Energi har gratis sat en elmåler op. Ved fælles hjælp er Hørdum nu sikret et hyggeligt grønt område til glæde for byens borgere og andre som her stopper op og holder en pause med indlagt underholdning.

© 2015 Hørdum By